Ideen der bliver ved med at udvikle sig…

’Den Integrerede Designproces’ bryder metodisk designprojektet ned i fem faser, som kan overskueliggøre processerne og gøre designeren selv mere bevidst om sin metodiske tilgang. De fem faser er problem, analyse, skitsering, syntese og præsentation. Der er altså tale om en problembaseret tilgang, hvor formulering af problemet løber parallelt med udviklingen af løsninger. Processen vil således altid være iterativ, og ikke-lineær, med utallige overlap mellem faserne. Den iterative designproces fortsætter i princippet efter, at projektet er afsluttet, og kan på sin vis forlænges ind i fremtidige projekter.

For mig giver denne opmærksomhed af designprocessens forskellige faser, en klarhed og systematik, for udviklingen af et sammenhængende og gennemarbejdet design eller koncept. Muligheden for altid at adaptere sig og tilpasse processen i alle dens faser, giver også en frihed og en fleksibilitet til designprocessen. Processen drager altid erfaringer fra tidligere projekter, og bringer fremtidig læring med tilbage til at revurdere og reflektere over gamle projekter.